Nedenstående to fotos er af Margot, da den blev søsat første gang 15. maj 1927. De to billeder fra stabelafløbningen blev bragt i Sejlsport, Medlemsblad for"Kgl. Yachtklub" og "Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub" nr. 18 1927. Teksten lød blandt andet:
"Bygget hos Baadebygger Martin Jensen, Thurø. Baaden, hvis Navn er 'Margot II', er tegnet af Konstruktør Witt og ejes af Hr. Købmand Henrik Olesen, Svendborg. Baaden løb af Stabelen den 15. maj."
Margot er en SSB-sejlbåd (DEN1) - Sydskandinavisk Klassebåd B.
Båden er lærk på eg, kravelbygget, teak overbygning og cockpit, kahytsinventaret af mahogni, blykøl.
Længde 9,60 m., bredde 2,23 m., dybdegang 1,33 m. Af den gamle Tilsynsbog, som endnu findes i båden, fremgår, at Margot har krydset Kattegat mange gange, siden den blev bygget som en kombination af kapsejladsbåd og turbåd.
Her sejler Margot i 1927:
(Kilde: Sejlsport. Medlemsblad for "Kgl. Yachtklub" og "Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub" nr. 32 1927)
Under overskriften Den Sydskandinaviske Klassebaad "B" bragte Sejlsport. Medlemsblad for"Kgl. Yachtklub" og "Kjøbenhavns Amatør-Sejlklub" nr. 32 1927 følgende artikel om Margot:
"For ca. 5 Aar siden nedsatte K. D. Y. et Udvalg, der skulde fremkomme med Forslag til to Baadklasser, hvorom danske og sydsvenske Sejlere, der jo saa ofte mødes i Sundet og danske og sydsvenske Provinshavne kunde samle sig.
Der skulde være en aaben Type, velsejlende og sødygtig og passende for vore unge Sejlere til at indhøste deres første Sejlererfaringer i, overkommelig for deres Forældre at købe, og saa sikre, at disse ikke fik Anledning til Ængstelse ved at lade deres Drenge boltre sig paa Søen og nyde Verdens sundeste og for dem selv og Samfundet samtidig mest lærerige Sport.
Der skulde endvidere være en lukket Type, ogsaa velsejlende og sødygtig, rimelig i Pris, og saaledes indrettet, at dens Ejer med Familie eller Venner kunde nyde en Langturs Glæder. Hertil hører efter min Formening først og fremmest en vel vagende Baad, hvor man kan have sine Grejer, herunder navnlig Køjeklæder og Omklædningstøj liggende tørt og godt under Læ; har man blot det, er det jo en Nydelse at tage en ordentlig Tørn over Dæk og føre sin Baad gennem Sø og Kuling.
For begge Typer gjaldt, at de skulde være stærke med rigelige Dimensioner overalt og saa nær ens som muligt, endvidere at Byggeregler og Bestemmelser i hvert Fald indenfor et Tidsrum af 10 Aar ikke maatte ændres.
Som Følge af Ensartetheden, der blev fremtvunget ved stærke Restriktioner af alle afgørende Linjer og Dimensioner, skabtes gode Muligheder for udmærket Sport paa Kapsejladsbanerne. Klasserne fik herved den Fordel, samtidig med at Langturens Glæder dyrkedes, ude omkring at kunne møde enssejlende og jævnbyrdige Modstandere, hvor Præmien opnaaedes af den, der kom først, og ikke af den, der efter en besværlig Maaling og derefter Udregning af Respit, fik den bedste Sejltid.
Det udarbejdede Forslag vedtoges i 1922 af Dansk Sejlerdag, og man skulde tro, at et saadant Program maatte kunne samle mange Tilhængere, og at saadanne Klasser vilde trives i den Grad, at man ikke kunde bevæge sig rundt i vore og Sydsveriges Farvande uden altid at være sikker paa at møde S. S.-Baade, men skønt Kapsejlads- og Langtursinteresserne var ligeligt repræsenteret i det nedsatte Udvalg, og de sidste ved saa gode Navne som Marineingeniør Herlin og Arkitekt Rønne, har Klasserne, og da navnlig den lukkede »B.-Baaden« hidtil ført en kummerlig Tilværelse.
Grunden hertil maa dels søges i saavel Københavnernes som Provinsens Lyst til at anskaffe sig outclassede internationale »6-Metere« - maaske det er dette, at en Baad, der har kostet ca. 15,000 Kr., en Sæson eller 2 senere kan købes for ca. 3000 Kr. - ; jeg vil indrømme, det kan synes fristende, men samtidig fastholde, at de allerfleste i en saadan outclasset 6 Meter absolut ikke finder den Baadtype, de søger, og som Sejlsporten i det lange Løb kan være tjent med. Jeg Ønsker ikke hermed at bryde Staven over de internationele Klasser til Fordel for de ovenfor nævnte, som jeg nærmest vil kalde nationale, det være langt fra, idet alle Sejlsportens Dyrkere maa være glade og taknemmelige for, at der findes Mænd, der vil ofre, hvad det koster for at faa internationalt Materiel, der kan repræsentere vort Land paa værdig Maade saavel ude som hjemme.
Men jeg vilde blot for den nationale Sejlsports Skyld Ønske, at dette Materiel, naar det havde vist sig uanvendeligt paa Kapsejladsbanerne, kunde blive udrangeret, fremfor at optage Pladsen for stærkere og mere søgaaende Baade, og før eller senere at havne i den store N. L-Brokkasse, til lige ringe Glæde for Sejlsporten og dets Ejere, der dog i de allerfleste Tilfælde ogsaa Ønsker at kunne drive lidt Lystsejlads, og hertil egner i hvert Fald de fleste 6 Meter Baade sig ikke.
En anden Grund, hvorfor S. S.-Baadene ikke har vundet Fremgang, skyldes navnlig Provinsens Interesse for Spidsgatterne, en Interesse jeg ikke kan forstaa, navnlig naar det drejer sig om de mindre Typer. Jeg har haft - og det har vist sig - den tvivlsomme Ære at sidde i det af Dansk Sejlerdag nedsatte Udvalg til Fastsættelse af Regler og Bestemmelser for 2 spidsgatterklasser. Arbejdet skulle gaa ud paa, medens det endnu var Tid, at søge disse 2 Typer saaledes tildannede, at Materiellet kunde blive nogenlunde ensartet og jævnbyrdigt og N. L.-klassen skaanes for ny Tilgang.
Arbejdet var utilfredsstillende, fordi Udvalget allerede var mer eller mindre bundet af de Typer, Konstruktørerne havde lanceret, og hvor - hvad der er forstaaeligt set fra en Konstruktørs Synspunkt - Hastigheden var det afgørende, og i saa høj Grad, at der for flere Typers Vedkommende antagelig vil skabes mindre sødygtige og gode Baade, medens de Sejlsportsfolk, der havde bestilt Spidsgatterne, netop havde ønsket sig fremragende Langtursbaade og sikkert i det lange Løb ikke vil føle sig tilfredsstillet ved i Ny og Næ at vinde en Præmie efter N. L.-Maalet.
Naar Spidsgatterne allerede nu har vundet en saa forholdsvis stor Udbredelse, tror jeg, det skyldes en stærk Tro paa deres store Sødygtighed, hvad der maaske ogsaa var rigtigt for de oprindelige Typers Vedkommende, men som jeg ikke kan tænke mig passer for de Typer, der nu er paa Mode hos Konstruktørerne, og som udmærker sig ved at være kortkølede og med Masten staaende omtrent i Stævnen.
Den store sydskandinaviske Klassebaad »B«, der vel nærmest, hvad Størrelse og Pris angaar, kan sammenlignes med de mest gængse Spidsgattere med ca. 40 m2 Sejl, er efter min Opfattelse en udmærket Søbaad, langkølet og rummelig, og gennem sine Restriktioner heldigvis saaledes bundet, at Typens Ensartethed er sikret.
Baaden er samtidig velsejlende, og hele denne Artikels Fremkomst skyldes egentlig kun min Glæde ved at konstatere, at en saadan Baad endelig har set Dagens Lys, og at de Præstationer, den har ydet, f. Eks. i Horsens, sammenlignet med de øvrige Baades, var af en saadan Art, at Baaden virkelig fortjener den mest smigrende Omtale. Baadens Navn er »Margot II«, dens Ejer Hr. Købmand Henrik Olesen, Svendborg. Den er konstrueret af A. Witt og bygget af Martin Jensen, Thurø, af Lærk paa Eg, kobberfast med Dæk af Oregonpine, Kahytsdøre og alt opstaaende af Teak og Kahytsinventaret af Mahogni, Køl af Bly.
Baaden er indrettet med 4 gode Køjer, Klædeskab og 2 mindre Skabe og maaler 4,05 Tons.
Prisen er, fuld sejlklar og med 1. Klasses Materialer, Kr. 6500, en Pris, der maa regnes for meget rimelig sammenlignet med f. Eks. den lille nordiske 22 Kvadratmeter, der ganske vist er fuldblod, men til Gengæld ikke indeholder meget hverken af Deplacement eller Komfort, og hvis Pris dog ligger paa noget lignende.
»Margot II« deltog i begge Sejladserne i Horsens, og efter Præmielisterne var Vindstyrken den første Dag 2 m og den sidste Dag 8,5 til 10 m, i hvert Fald for denne Dags Vedkommende helt igennem regulær Sejlads.
Af Resultaterne fremgaar, at »Margot II« den første Dag var Nr. 7 i Præmietid af samtlige 54 Fartøjer, der omsejlede Banen 2 Gange, og den sidste Dag Nr. 5 af 65 deltagende Baade.
Naar dertil kommer, at dens Præmietid for første Dags Vedkommende ligger over en af vore allerbedste 6 Metere, nemlig »Bonzo«, og den anden Dag kun er 5 Sekunder efter den splinterny Estlander 6 Meter »Ayayay«, maa »Margot II«s Sejlpræstationer virkelig beundres.
Konstruktør A. Witt og Købmand Olesen har velvilligst overladt mig hosstaaende Tegninger og Fotografi af Baaden, og i K. D. Y.'s Haandbog findes alle Begrænsninger og Dimensioner.
Skulde nogen herefter faa Lyst til at gaa ind for denne Klasse - ogsaa den lille Baad, »A-Baaden«, Pris ca. 3000 Kr. har vist sig fortrinlig til det Formaal, hvortil den er tænkt - skulde det glæde mig, og jeg er sikker paa, at den nationale Sejlsport vilde vinde meget ved disse Baades Fremgang og Trivsel, og Baadenes Ejere vilde sikkert være enige med »Margot II«s Ejer, naar han til mig skriver:
»B-Baaden« er absolut en meget vellykket Type, som kan forene Tur- og Kapsejlads, og endelig en Baad, der har Dimensioner, som kan holde.
Knud Degn."
Margot og SSB-båden som sådan blev beskrevet og diskuteret i flere følgende numre af Sejlsport, blandt andet i nr. 38 og 39. Således står der blandt andet i nr. 38 om sejlklubben Vikingen:
"I disse Dage lægges paa Brødrene Nielsens Værft i Nykøbing paa F. Køl til en ny Sydskandinavisk B-baad.
Baaden, der bygges til Overretssagfører Jacobsen, Nykøbing, er tegnet af Konstruktør A. Witt og bliver en Søsterbaad til "Margot II", Svendborg."
I samme notits nævnes "SSB-Baaden 'Sakuntala' hjemmehørende i Nykøbing."
Af de notitser, der er indføjet i tilsynsbogen siden 1927, fremgår blandt andet, at Margots første ejer og fører var købmand Henrik Olesen, Svendborg. Herefter synes den at være kommet til København omkring 1930-31. Fra 1931-33 er dens ejer og fører Thomas Mathias Sabroe. I 1933 overtager restauratør Søren Petersen den og synes at have den frem til 1944, hvor den sælges til kaptajn P. Botved (så vidt skriften lader sig tyde). Han har den til 1950, da den overtages af Svend Aage Christensen, der har den til 1956. Dette år overtager tømmerhandler Erik Løchte i Århus båden. Han har den i hvert fald til 1966, som hans sidste notits stammer fra. Båden overtages så af Leif Petersen, Roskilde, i 1970, og den har været i samme familie Petersens eje, til undertegnede købte den af brandmand, Frank Petersen, Roskilde, den 23. august 2006.
Jeg sejlede båden hjem fra Roskilde til Øster Hurup sammen med min storebror, Erling Aagaard Karlsen.
I jævn til frisk vind sejlede Frank Margot op gennem det nederste af Roskilde Fjord til Frederikssund for os. En af vores livs sejlture ud og ind mellem bøjer og afmærkninger for fulde sejl og god fart.
Ved overtagelsen fortalte Frank mig desuden, at der i alt blev bygget 8 SSB-både, lærk på eg. Margot var den første, der blev bygget. Af disse 8 skulle 5 være tilbage. Båden blev efter disse 8 bygget i flere eksemplarer med lærk på jernspanter. Alle disse både er gået til.
I tilsynsbogen står blandt andet under 20.9. 1933:
"Der har været foretaget Sejlads i Sommerens Forløb saaledes: Kbh. - Anholt - Sæby - Gøteborg - Varberg - Grenaa - København m.m."
Og under 9.10 1970 står:
"Båden er overtaget af Leif Petersen, Roskilde. Båden er sejlet fra Århus d. 9. oktober d. å. og havde en god tur til Odden Havn den første dag."
Den 23. august 2006 blev den som sagt sejlet fra Roskilde mod Øster Hurup, hvortil den ankom et par dage senere efter at være gået ind omkring Hundested og Grenå på opfarten.
5 Fra bibliotekar Jens Christian Olesens familiealbum - flere fotos af Margot i 1927 og af dens bygmester
Jens-Christian Olesen, Læsø, er barnebarn af Margots bygmester, Henrik Olesen. Han finder ud af, at Margot befinder sig omme på den anden side af Ålborg Bugt og er i min varetægt. Vi kommer i kontakt med hinanden, og jeg sejler så til Læsø 2. maj 2009. Vi mødes på havnen ombord på Margot, hvor Jens-Christian blandt andet viser mig fem af de pokaler, Margot vandt i kapsejladser. De første allerede i 1927, samme år den blev søsat. Desuden viser han fotos af Margot tilbage i tyverne i gamle familiealbums.
I nedenstående billedgalleri kan du se fotos fra blandt andet det gamle familiealbum, og her får du Jens-Christians mail til mig om sin farfar, Henrik Olsens forhold til sine sejlbåde:
"Jeg ved, at min farfar var meget glad for at sejle og at han fik sin første båd i 1915. Margot I afløste denne første båd, og i 1920/21 fik han hos Abeking og Rasmussen, Bremen bygget en spidsgatter, der fik navnet Basse. Hende havde han til 1926/27 og sejlede meget rundt i de danske farvande med hende, hvorpå Margot II blev bygget på Thurø. Hvor mange kapsejladser han deltog i ved jeg ikke, men jeg har da de 5 præmier, som du har set. Efter Margot havde han nogle andre både, men der skal jeg grave lidt mere i familiebillederne. Krigen og alder samt at min farmor brækkede hoften omkring 1939/40 gjorde, at han vist i den sidste del af sit liv kun havde et par sejljoller, som min far, født i 1918 og min onkel født i 1926, siden 1959 bosiddende Vancouver Island, Canada, kunne plaske lidt rundt i i weekender og ferier. Jeg håber måske at se dig herovre igen på et senere tidspunkt… om vind og vejr passer. Under alle omstændigheder tillykke med din dejlige båd – blev meget glad over at erfare, at hun er i live og i så fin en stand, som vi andre kun kan drømme om, hvis vi når den alder. Er sikker på, at det også ville have glædet min far og farfar. God sejlsommer! Mange venlige hilsener Jens-Christian"
Jens-Christian ombord på Margot, Læsø 2. maj 2009, viser fem af de pokaler, Margot har vundet, de første i 1927.
Jens-Christian ombord på Margot, Læsø 2. maj 2009, viser fem af de pokaler, Margot har vundet, de første i 1927
Margot II - i dag blot kaldt Margot - i 1927
Margot II - i dag blot kaldt Margot - sejler i 1927
Margot II - i dag blot kaldt Margot - sejler i 1927
Margot II - i dag blot kaldt Margot - sejler i 1927
De fleste, der har træbåd, har det sikkert ud fra en kærlighed til træ som materiale. En træbåd har principielt en uendelig levetid. Den er bygget op af udelukkende udskiftelige elementer. Går der et svøb, et spant eller et bord, kan det laves i en nøjagtig kopi, der så indsættes på det gamle elements sted, og båden kan vare gennem århundreder. Og så sejler træbåde, alt andet lige, vældig godt.
Hvordan bevares træet i båden bedst?
Jeg er gennem min erfaring med to træbåde kommet frem til følgende princip:
Grundprincippet for bevarelse af træet er, at det skal være så stabilt tørt som muligt og ikke opsuge vand og fugt, desuden skal de skadelige ultraviolette stråler afvises.
Mange træbåde har som problem, at de i vandet opsuger vand, så træet udvider sig, og i perioderne på land tørrer ud, så træet skrumper ind.
Der findes ingen maling, som kan holde vand og fugt ude.
Man ser tit træbåde, hvor malingen skaller af, fordi træet arbejder og malingen sidder som en skorpe, der så krakelerer.
Jeg har med begge mine træbåde haft gode erfaringer ud fra følgende filosofi:
Træet skal mættes med en grundingsolie, der trænger dybt, dybt ind i træet og forbinder sig med træets essentielle olie.
Når træet fra dybden og ud er mættet med olie, kan vand og fugt ikke trænge ind.
Det betyder, at træet ikke suger vand, når båden kommer i vandet, og at den ikke tørrer ud, når den står på land. Der bliver ikke så store udsving i træet mellem udvidelse i vandet og indtørring på land.
Erfaringer med Jing
Ud over et dygtigt skibstømrerarbejde af Rene Sørensen og Martin Nielsen ved renoveringen af min første, klinkbyggede træbåd, Jing, er jeg ikke i tvivl om, at når den blev ved med at være aldeles tæt alle årene igennem, skyldtes det, at jeg gav den en meget, meget grundig gang grundingsolie, som trængte langt ind i træet og mættede det aldeles. Det afslebne træ blev ved med at suge og suge. Jeg gav båden udvendig og indvendig op til fem gange.
Det betød, at træet ikke skrumpede ret meget ind om vinteren, hvor den stod på land, og tilsvarende ikke sugede ret meget vand, når den kom i vandet igen.
Jeg brugte Wolf’s Grundingsolie 1, fordi den for min erfaring havde så gode indtrængnings- og imprægneringsegenskaber.
Som maling brugte jeg Wolf’s linoliemaling. Denne form for topmaling udvider sig op til 20 %, når den tørrer, og den krakelerer ikke. Den forbinder sig tæt med det oliemættede træ.
Jing, der var en åben sejljolle med gaffelsejl, topsejl, fog og klyver, havde meget bred egetræslønning og et lille for- og agterdæk. Jeg havde gode erfaringer med at fuge ud på denne måde, hvor egetræslønningens stykker mødtes, og i fugerne på dækkene: Jeg slog blidt bomuld ned i fugerne, hvorefter jeg gennemvædede det med Wolf’s Grundingsolie 1. Jeg lod det tørre godt. Herefter fugede jeg ud med Wolf’s skibskit, som jeg blidt bankede ned i fugerne.
Det var tilfredsstillende tæt og havde den fordel, at skibskitten blev ved med at være levende og let lod sig reparere, hvis der opstod utætheder.
Videreførelse af erfaringer til Margot
Efter Jing fik jeg træsejlbåden Margot, en SSB’er fra 1927. Den første som blev bygget af denne bådtype, en kombineret kapsejlads- og turbåd.
Mit restaurerings- og vedligeholdelsesarbejde med Margot har fulgt filosofien bag og erfaringerne fra Jing og kan opridses sådan her:
Straks ved optagningen sidst i oktober 2006 gjorde jeg båden ren indvendig og udvendig – vaskede først af i Dingovask, og skyllede efter med vand.
At holde sin båd ren både indvendig og udvendig er for øvrigt en meget vigtig del af bevaringen.
Herefter gav jeg båden to gange meget, meget grundig behandling med Grundingsolie 1 indvendig – megen olie og ud i alle kroge.
Det betød, at træet ikke tørrede ret meget ind og ikke slog sig i løbet af vinteren og det tidlige forår.
Udvendig blev hele Margots skrog slebet ind til træet. Jeg har anskaffet professionelt udstyr til denne type arbejde på båden, en industristøvsuger, som pudsemaskinen er tilsluttet til opsugning af pudsestøv.
Jeg skrabte først den fedtede bundmaling af med en skraber, der også er tilsluttet støvsugeren, før jeg pudsede primerlaget af med pudsemaskinen.
Træet blev så mættet med Grundingsolie 1. Jeg gav uendeligt mange lag. Det blev ved og ved med at suge. Derefter fik det topolie og blev slebet/poleret i egen olie med ekstremt fint sandpapir. Efter at have fuget alle fuger ud med skibskit, fik friborden tre lag mahognirød linolietopmaling, bunden fik to lag transparent linolietopmaling og til sidst almindelig bundmaling.
Margot var meget tæt, da den kom i vandet april 2007, efter erfarne træsejleres udsagn mere tæt, end det skulle være muligt.
Her i vinteren 2007-08 har jeg haft hele det gamle dæk pillet af, har restaureret dæksbjælkerne og lagt nyt dæk på - først forstærket de nyrestaurerede dæksbjælker med en pålimet 12 mm lærkeliste. Dernæst pålægning af 9 mm Bodex-finerplade fra kahytten og ud til inderkanten af skandækket. Dernæst pålimning - med lkr-epoxy - af ny 9 mm Bodex-finerplade fra kahytten og ud til yderkanten af skandækket. Efsterspartling overalt med epoxy. Dernæst epoxydug limet på - fra lidt oppe ad kahytsvæggen, ud over dækket og lige ned over dækskanten. Til sidst efterspartlet og malet.
Hermed et dækket helt tæt og står hvidt, som det har set ud de fleste af bådens leveår - tidligere blot med hvidmalet lærred.
Bunden blev i efteråret 2007 tørret ren udvendig med eddikesyrevand, til sidst med en klud opvredet i rent vand. Efter tørring fik bunden så flere lag gundingsolie og til sidst et par lag transparent linoliemaling. Indvendig blev den gjort ren og fik også her grundingsolie.
I foråret 2008 gav jeg bunden den selvpolerende bundmaling Mille Extra, som bandt fint på linolieprimeren. Og da Margot kom i vandet den 19. april, var den pænt tæt.
Der har været og er naturligvis hele tiden forskellige vedligeholdelsesarbejder af træet på en sådan ældre træbåd. De områder kommer jeg ikke ind på her. Uanset hvad, jeg laver i træ på båden, følger jeg de principper for behandling af træet, som er nævnt her.
I 2009 fik Margot samme behandling som beskrevet for 2007-08, og den har været pænt tæt og meget velsejlende gennem hele sæsonen.
Jing, der var en åben sejljolle med gaffelsejl, topsejl, fog og klyver, havde meget bred egetræslønning og et lille for- og agterdæk. Jeg havde gode erfaringer med at fuge ud på denne måde, hvor egetræslønningens stykker mødtes, og i fugerne på dækkene: Jeg slog blidt bomuld ned i fugerne, hvorefter jeg gennemvædede det med Wolf’s Grundingsolie 1. Jeg lod det tørre godt. Herefter fugede jeg ud med Wolf’s skibskit, som jeg blidt bankede ned i fugerne. 