|
Til Hugo Hørlych Karlsen
Børns leg, liv og læring
___________________________________________________
1 Legemennesker
2 Barnets hele verden
3 Leg, liv og læring
4 Feberbørn
___________________________________________________
1 Legemennesker
 Hugo Hørlych Karlsen & Erik Sigsgaard: Det dobbelte barn. Klassiske tekster om barnets leg, indre liv & ydre verden. 275 sider. Forlaget Hovedland 2006, Bestil
Jan Hobys anbefaling af bogen i LFS Nyt 6/07, klik her.
Sten Larsens omtale i Folkeskolen 14. marts 07, klik her.
Erik Sigsgaard og Hugo Hørlych Karlsens kronik "Det uovervågede menneske" i Politiken den 4. december 2006 - skrevet ud fra bogen - klik her.
Citat fra bogens forord:
" Legemennesker
Gennem 1900-tallet går i flere lande en strøm af teoretiske overvejelser over og praktiske forsøg med børn – hvad børn er, og hvordan et samfund med lønarbejde og dermed udearbejdende forældre kan tage sig af børnene, så de på en for barnet selv og for samfundet befordrende måde kommer igennem barndommen og ind i voksenlivet.
Barndommen og dens aktiviteter tillægges overordentlig stor værdi. Vi får barnets århundrede.
Barnets århundrede var netop, hvad den svenske forfatter og pædagog Ellen Key (1849-1926) kaldte sin bog om børn, da den udkom i år 1900.
Samtidig får vi en række overvejelser over og bøger om den aktivitet, som især kendetegner barnets måde at være til på, nemlig legen.
Blandt de mest kendte er hollænderen Johan Huizingas (1872-1945) Homo ludens. Om kulturens oprindelse i leg, der udkom 1938. Han var imidlertid ikke den første, der tog legen seriøst. Blandt mange andre kan nævnes:
Tyskeren Sigmund Freud (1856-1939) betragter i flere af sine værker legen som det grundlæggende element for menneskets udvikling og analyserer i sine udgivelser fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet legen ud fra dette perspektiv.
Tyskeren Karl Groos (1861-1946) beskriver legen i værker som: Dyrenes leg (1896), Menneskets leg (1899), Legen (1922), Barnets sjæleliv (1923).
Hollænderen Frederik Jacobus Johannes Buytendijk (1887-1974) udgav sin grundige Legens væsen og betydning i 1933.
Margaret Lowenfeld, der oprindelig kom fra Polen og senere arbejdede i England, udgav i 1935 sin Barndommens leg.
Den svejtsisk fødte Jean Piaget (1896-1980) behandler legen i store dele af sit forfatterskab om børn.
Denne fokusering sker på baggrund af, at børn som tendens bliver en marginaliseret gruppe, som det bliver en udfordring for forældrene og samfundet at få passet.
Sidst i det 20. århundrede opstår så barndomssociologien, som beskæftiger sig med, hvad barndom er, og ser børnene som en truet minoritet. Et eksempel er Jens Qvortrups Barndom i et sociologisk generationsperspektiv fra 2003.
De mange bøger og artikler om børn og leg fra slutningen af 1800-tallet, gennem 1900-tallet og op til nu udspringer således af, at barndommen og barnets leg trues.
Udviklingen i samfundet og i den pædagogiske praksis i børneinstitutionerne, dagplejen og skolerne gjorde dermed flere spørgsmål stadig mere afgørende, nemlig dem som er det grundlæggende emne for denne bogs tekster:
• Hvad er barnets måde at være til på?
• Hvordan oplever det sig selv, andre og verden omkring sig, og hvordan lærer det og gør erfaringer?
• Hvad betyder barnets egen-aktivitet og leg for dets tryghed, udvikling og læring, og hvordan kan omgivelserne og den voksne bedst støtte barnet i dets opvækst?
Spørgsmål som i dag er lige aktuelle for dagtilbudets som for skolens arbejde – og for mange forældres samliv med deres børn.
Den psykologisk orienterede legeteori – mere eller mindre ud fra Freud – går ind i disse overvejelser ud fra arbejdet med socialt og følelsesmæssigt skadede børn.
Det er to klassiske tekster af Lili E. Peller om legens betydning og legens former, der i denne bog præsenterer denne psykologiske vinkel.
De følges op af samfundsforskerne Gunnar Heinsohns og Barbara M. C. Kniepers analyse af barnet og dets leg i det moderne lønarbejdersamfund – hvor børnene lever en stor del af deres liv i institutioner, mens forældrene er på arbejde, og børnene passes af lønarbejdende pædagoger.
De problemområder, der gennemlyses af Gunnar Heinsohn og Barbara M. C Knieper, kommenteres så af den praktisk arbejdende pædagog Ferdinand Nückel.
Herefter følger et selvstændigt kapitel ved undertegnede. Vi har sammenskrevet en række af vores erfaringer med og overvejelser over børnene og deres indre og ydre verden. I den sammenhæng inddrager vi blandt andet den polsk-jødiske læge og pædagog Janusz Korczak for hans praktiske arbejde med og teoretiske overvejelser over barndommen og over forholdet mellem børn og voksne ud fra hans erfaringer fra de børnehjem, han etablerede og drev i første halvdel af 1900-tallet.
Anderledes sagt:
• Lili E. Peller beskriver legen set i lyset af barnets indre liv og dets sammenhæng med barnets krop og bevægelser og nære relationer til andre. Det er et arbejde om barnets psykiske energi, bevidste og ubevidste følelser, fantasi- og tankevirksomhed som baggrund for dets lege.
• Gunnar Heinsohn, Barbara M. C Knieper og Ferdinand Nückel skildrer legen ud fra Lili E. Pellers resultater, men udvider beskrivelsen til at inddrage samfundets og institutionernes strukturer og deres påvirkning af den. Ud over at se på, hvad der for den psykoanalytiske erfaring er bestemmende for barnets lege, analyserer de altså på hvilken måde samfundets og institutionernes struktur har tendens til at åbne for nogle og lukke for andre muligheder i forholdet mellem barn og voksen i hjemmet og i institutionerne – alt sammen set i forhold til, hvordan man ud fra deres analyse kan frisætte børns leg.
• I bogens sidste kapitel opsummerer vi beskrivelsen af legen på baggrund af de forudgående teksters fremstilling, supplerer med mange cases, kommer med flere nuancer omkring og synsvinkler på legen og fremhæver menneskesynets betydning for at frigøre vores evne til gennem indsigt at få en holdning, aktivere en vilje og vælge en handling, der kan frigøre os fra ellers bindende strukturer og være med til at ændre dem.
• Bogens fremstillinger kan som helhed betragtet siges at blive syet sammen af den røde tråd, som citaterne af Janusz Korczak udgør og som alle grundlæggende drejer sig om respekt – den respekt som frie mennesker kan vise hinanden.
Også den voksnes respekt for det lille legemenneskes liv her og nu. ...
Hugo Hørlych Karlsen & Erik Sigsgaard"
Til top
___________________________________________________
2 Barnets hele verden
Barnets hele verden er en rød tråd i Hugo Hørlych Karlsens forfatterskab – i flere af fagbøgerne og i store dele af hans skønlitterære udgivelser.
Fra midten af 1970'erne og op til nu har han skrevet nogle af tidens banebrydende skønlitterære bøger og fagbøger om børns liv, leg, læring og ernæring, forbundet med praktisk anvendelige overvejelser over barnets mulighed for under læreprocesserne i institutionerne og i hjemmet at udvikle sig på en måde, så det opbygger og bevarer et godt helbred.
Flere er blevet klassiske værker, som har haft og fortsat har stor betydning ikke blot for arbejdet med de små og mellemstore børn, som bøgerne primært handler om, men for arbejdet i det hele taget med det levende og alsidige barn og de søgende unge.
 Søren Vinterberg og Erik Skyum-Nielsen har begge placeret Hugo Hørlych Karlsens Barndom. En historiebog om voksne (1978, 1995) som et vigtigt værk i nyere dansk litteratur.
Søren Vinterbergs præsentation i 2. udgave af Barndom. En historiebog om voksne (1995):
"På sporet af den tabte nutid
En trefløjet moppedreng af et værk om Barndom, men med en vigtig vejledning i undertitlen: En historiebog om voksne.
Barndommen er nøglen - eller krystalkuglen - hvormed der åbnes for det, som stadigvæk er inden i den voksne. Som definerer denne voksnes liv og fortolkningen af det, og som sættes i relief af den voksnes forældrerolle, og den nye børnegenerations barndom.
Ligesom Hugo Hørlych Karlsens Kærlighed til Danmark fra 1977 - en beretning om fædre og sønner, delvis i interview-form - forsøger Barndom at beskrive Historien gennem den enkeltes historie. Den bryder med "erindringernes" hidtidige genre- og funktionsmuligheder. Og den forsøger at skrive ikke lineært, som man læser, men brudstykkevis, så det samler sig i kugle- eller cirkelform. Helheder af fortid, nutid og fremtid. Sådan som man oplever.
Barndom er i endnu højere grad end Hugo Hørlych Karlsens mange tidligere værker et eksperiment med "bogen" som erkendelsesredskab. Og for resten også med "romanen", for på en måde er de tre bind en roman.
 Som en slags korrektiv til Børn er overflødige, titlen på en af hans tidligere bøger, hedder første del her: "Børn er nødvendige".
Det består af korte essays og glimt, forsøg på at registrere modsætningerne mellem de voksnes og børnenes oplevelser af de samme begivenheder. Den socialistiske forældres afmagt over for den formning af børnene, som et helt samfundssystem sætter igennem bagom forælderen eller direkte igennem ham, mod hans vilje og forstand.
Der ligger dokumentationen for, at små børn ikke (alene) er overflødige som arbejdskraft, men samtidig nødvendige - som kommende lønarbejdere og forbrugere, formgivet til bestemte produktions- og kønsroller.
Skønt store afsnit i denne del har mere generel karakter, er det dog samtidig begyndelsen til romanen, for så vidt som det er et billede af en far og hans døtre.
I anden del bryder denne far op.
"Det gamle er nærværende" lyder titlen på anden del. Det betyder to ting: Dels at de gamle - forældrene, bedstemoren, onkler og tanter stadig lever og kan fortælle om den unge far som barn.
Og dels, at disse erindringer kalder på hans egne erindringer og dermed gør det klart, at barndomsoplevelserne er nærværende i hans liv og hverdag nu. 1940'ernes og 50-ernes vilkår for ham som barn er bestemmende for hans funktion som voksen, bl.a. som far for dem der er børn nu.
Men for at finde erindringen må han på rejse - helt bogstaveligt: hjem til Nordjylland. Og i psykisk forstand: bryde op fra rutinen og sikkerheden trods alt hos familien, samle sin tryghed og åndelige bagage på sig, så den kan flyttes med personen, ikke være bundet til omgivelserne.
Tredje del beskriver hovedpersonens tilbagevenden fra rejsen til børnene og deres mor og til den nyeste, måske mest sviende del af erindringsåret: Historien om forelskelsen, ægteskabet, lejlighederne, husene, familiestiftelsen, tilflugten til arbejdet og glæden ved det. Men også om barnagtigheden hos den unge mand, om brud og genforeninger mellem dem, brud på den gensidige pålidelighed og sidst sammenbruddet under både arbejds- og familiepres. Det sammenbrud som førte til opbrud.
"usikkerheden over aldrig helt at være den rolle, jeg gik i ... Jeg kan aldrig fylde de andres billeder af mig ud. Jeg kan ikke reducere mig til de andres billede af mig. Jeg går altid ved siden af det, de tror at se. "
Citatet er fra de "notater fra bagsiden", der fungerer som en slags "golden notebook" for romanens hovedperson, der ikke er HHK, men hans spejlbillede KKH. Kent Høyer Hansen kalder han ham.
Men tilstanden, som citatet beskriver, er en han har kendt fra barndommen og navnlig teenage-årene: Forsøget på at "finde sig selv" i modellernes spejlbillede, de andres forventninger og den stadige løben vild mellem billederne, som til sidst bliver til tab af personlig sammenhæng. Tab af erindring.
Barndom er en kraftanstrengelse af et værk. Det er et risikabelt og ambitiøst projekt at ville samle hele dette billede og samtidig eksperimentere så radikalt med bogformen. Det er også risikabelt at ville se det hele med den samme hovedpersons øjne, kun iblandet enkelte glimt af familiens erindringer.
Men der kommer en sammenhængende verden ud af det - en kugle som rummer det ene livs sammenhæng, historiens udstrækning og øjeblikkets fylde.
Lidt på samme måde, som når man som barn i glimt kunne opleve, at verden og øjeblikket mættedes, lukkede sig om sig selv og indesluttede en i det varme centrum. Uden sprækker og uden indgreb, uden modsætning mellem en selv og den omgivende kugle.
Det er - som denne sammenligning lægger op til - en halvt dokumentarisk, halvt fiktiv studie i psykologi og socialisering. En socialiseringsproces, der ikke ophører med barndommen.
Derfor er "Barndom" både en historiebog for voksne og en teoribog om børn, men samtidig i formen en eksperimentel dannelsesroman om en generations betingelser for at nå til sans og samling.
Værket indtager sin helt egen plads i både skøn- og faglitteraturens historie i Danmark."
Erik Skyum-Nielsen i Dansk litteraturhistorie 1978-2003 (2004):
"En tredje vigtig bog fra 1978 ... drejede sig om eksperimentet Barndom af Hugo Hørlych Karlsen (f. 1948), Også det var en selvbiografisk skildring, men i tre bind og lagt ud i lige så mange spor eller fremstillingsformer.
Hovedfortællingen blev her suppleret med psykologisk analyse og samtidshistoriske rids, ud fra den tanke, at en forståelsesform ikke var tilstrækkelig. Genrerne blev blandet, den individuelle historie blev søgt sat ind i og op imod den kollektive. Dermed foregreb værket en lang række senere bøger, hvor flersporethed blev gjort til princip og mangetydigheden var en styrke, sådan som man har set det hos bl.a. Svend Åge Madsen (f. 1939) Ib Michael (f. 1945) og Peter Høeg (f. 1957).
Hugo Hørlych Karlsens virksomhed siden da udgør såmænd også et tidens tegn. Han har undervist kommende pædagoger og danset folkedans, men især været aktiv som oversætter af tykke bøger om østerlandsk elskovsteknik og meditation. Samtidig har han engageret sig i det jødiske folks historie såvel som den palæstinensiske befrielseskamp. Alt det, der i 1970'erne for en yngre venstreorienteret tegnede sig som et stort revolutionært projekt, har hos ham som hos mange andre forgrenet sig ud i adskilte praksis-spor."
Til top
___________________________________________________
3 Leg, liv og læring
I flere af sine bøger har Hugo Hørlych Karlsens behandlet sammenhængen mellem barnets mulighed for fri leg i dets liv og dets læring af kulturteknikkerne i det moderne samfunds institutioner:
 Hugo Hørlych Karlsen: Det levende barn. Forlaget Hovedland 1988, 158 sider.
Om barnets liv, leg og læsning. En grundbog for alle, som beskæftiger sig med barnets hele situation omkring leg og læring.
Folkeskolen skrev: “Et pædagogisk hovedværk som bør læses af alle lærere. Verden af i morgen leves i dag… sådan slutter Hugo Hørlych Karlsen sin dejlige bog … Her snakkes ikke. Her er ikke ét eneste overflødigt ord. Jeg fatter slet ikke, hvordan man på kun 150 sider kan komme så langt omkring … Bogen er særdeles nærværende … Det er alt sammen skrevet på en munter, jævn og ligefrem måde. Bogen er særdeles let læst, men sætter en lavine af tanker i sving.”
Indbindingscentralen skrev: “Bogen her er en af dem, man godt kan - og bør bruge adskillige timer på … Forfatteren, der både som skribent og underviser har kompetencen i orden, forener på en sjælden og fin måde det bredt fortællende med det informerende og debatskabende … Masser af stof … til DIG og MIG.”
 Hugo Hørlych Karlsen: Et menneske må kunne trække vejret frit. Forlaget Hovedland, 1987, 117 sider. Bestil
Et grundlæggende og stadig anvendt værk om sammenhængen mellem børns liv og læring, om den moderne livsførelses indvirkning på barnet og dets udvikling, om vigtigheden af også at prioritere barnets mulighed for alene-ro, hvile, søvn, drøm, fantaseren og kærlighed midt i det aktive liv med leg, spil, sport og skolearbejde - desuden en central beskrivelse af, hvad stress og stolesidning gør ved børn. Som sådan en fremragende bog at sammen-læse med Hørlych Karlsens nyere udgivelser med tilsvarende problemstillinger, som ernæringen set i forhold til hele barnets situation (i Livsenergiens børn,) og stress set i forhold til hele kroppens reaktionsmønster (udførligt beskrevet i den af Hørlych Karlsen og Vestergaard Pedersen oversatte Gennem huden. Indre organmassage).
Bent Dyrby skrev i Matematik: “Det vil sige, det var altså meningen, at jeg blot skulle kigge. Men den var så spændende, at jeg kom til at læse det hele… alene på grund af dens holdning til børn er den værd at læse af alle børnevenner… Det begynder med “Liv og læring”, og det er dejlig og varm læsning, og sådan fortsætter det hele vejen igennem bogen… Læs denne udmærkede bog og bemærk denne sætning i slutningen af bogen: “De nye handlinger må bygge på nye holdninger.”
Ane Marie Juel skrev i Folkeskolen: “Jeg kan meget varmt anbefale, at man anskaffer sig bogen, da den er et redskab, som man kan vende tilbage til igen og igen.”.
GG skrev i Ergoterapeuten: “Hugo Hørlych Karlsen viser i bogen, at det afgørende ikke blot er, at barnet lærer at læse, skrive, regne, synge, danse… Ligeså afgørende er måden, det sker på. Jeg oplever, at han… beskriver det, jeg som børneergoterapeut ønsker at formidle… Jeg vælger her at citere nogle af de gode sætninger, som det er værd at gøre til sine egne: * Barnet kan bruge sin krop. Altså må den ikke sættes til side, men være grundlag for undervisningen * Grundlaget for at udvikle skolefærdighederne er, at barnet får mulighed for kropsligt-konkret at erfare bevægelse og tyngdekraft * Kropslig erfaring med bevægelse, tyngdekraft, rum, tid og social handlen er det afgørende for, at barnet kan erfare, lade sig informere om og gradvist komme til at mestre de ønskede kulturteknikker (læsning osv.) * Den dårligst tænkelige måde at udvikle et barns tale, fortælleevne og ordforråd på er at fastlåse det på en stol og give det ord i stedet for bevægelse, det er at give det sten for brød. Sådan!… Læs den! Og anbefal andre, der arbejder med børn, at gøre det samme.”
Birte Eskelund skrev i Noter: “Man mærker tydeligt, at en bred teoretisk viden er koblet sammen med en del praksiserfaringer, som også kursusdeltagere har bidraget med, og det er der kommet en god bog ud af… Hugo Hørlych Karlsen gør rede for sammenhængen mellem børns udvikling, leg og læring set under synsvinklen: den moderne livsførelse… De mange instruktive fotos, der viser gode og dårlige arbejdsstillinger og -situationer, er en del af bogens argumentation.”
 Hugo Hørlych Karlsen, Birgit Christensen og Povl Hansen: Livet i midten. Åben pædagogik i før-puberteten. Forlaget Hovedland, 1990, 112 sider. Bestil
Denne bog er skrevet sammen med daværende småbørnspædagog og lærer Birgit Christensen og viceskoleinspektør Povl Hansen på baggrund af Hugo Hørlych Karlsens forskning og undervisning på Danmarks Lærerhøjskole. Bogen beskriver de tres erfaringer og holdninger til arbejdet med børn i en række konkrete sammenhænge, blandt andet med fagene matematik og dansk. Det er en meget positiv bog, der videregiver en række livsbekræftende erfaringer fra undervisningen af og samværet med børn, der ikke mere er helt små og endnu ikke helt store. Der er tale om metoder og måder, der gør det langt lettere at få verden ind i undervisningen og børnene ud i verden i et naturligt væksttempo med barnets nysgerrighed og opdagelseslyst som det væsentligste grundlag for arbejdet med og samværet med børnene, og med den voksne som en naturlig autoritet at forholde sig til.
 Hugo Hørlych Karlsen & Rita Andersen: Drømmenatten, Forlaget Hovedland 1990, bog 1: Læsebog, 60 sider, bog 2: Idèbog, 40 sider). Bestil
Læsebogen er en fortællekreds om drømme for mindre børn, til selvlæsning eller til højtlæsning. Idebogen er en inspirationsbog for pædagoger og lærere til at arbejde kropsligt aktivt sammen med børnene med emnet drømme som eksempel på en række muligheder.
Til top
___________________________________________________
4 Feberbørn
På et tidspunkt kan der i et forfatterskab vise sig sammenhænge, som forfatteren først selv får øje på, efter at værkerne er blevet skrevet.
En sådan sammenhæng har vist sig mellem fire fortællinger i Hugo Hørlych Karlsens forfatterskab - nemlig mellem fire offentliggjorte kortromaner.
Romanerne er:
 
 
Stilheden. Roman om en ungdom, NordØsten Forlag, 2004. Bestil
En fortælling om børn i palæolitikum, opbrud fra Dalen.
Rejsen til Den gyldne Port, Borgens Forlag, 1983.
En fortælling om børn i slutningen af middelalderen, begyndelsen af renæssancen, hekseforfølgelse, flugt fra Dalen.
Stormen i det hvide land, Borgens Forlag, 1982.
En fortælling om børn på landet og fra byen i vores egen tid, en drengs ankomst til Dalen, hans vintervandring ud i Dalen med en pige der bor der, deres møde med en gammel kvinde fra Dalen i en krisesituation under snestorm.
I storbyens gader, Borgens Forlag, 1977.
En fortælling om børn i storbyen, byen ligger på kanten af Dalen. Der fortælles om kampen i gaderne for selvværd og integritet, om den sociale og bebyggelsesmæssige afskæring fra Dalen, der ligger ved byen.
Som samlet fortællekreds kan de kaldes for Feberbørn.
Det er fortællinger om børns og unges rejselængsler som et udtryk for deres forsøg på at finde et sted i dem selv at være i verden ud fra.
Det er fortællinger om børn i overgangskriser – om de livslandskaber af opbrud og nyvinding, som enhver voksen bærer med sig, når først barndom og ungdom er forladt.
Dalen, hvor disse børn fødes, vokser op og som de drager ud fra, ligger indesluttet i sig selv og forvandler sig samtidig gennem årtusinderne som menneskene griber ind i den.
Skønt rejselængslerne ofte giver sig udtryk i rejser i ydre geografiske og sociale landskaber, er der dybest set tale om, at disse ydre rejser - der er reelle nok – samtidig er en konkret måde at flytte sine egne indre muligheder på.
På tilsvarende måde er en række indre rejser i barnets fantasi-, følelses- og tankeverden ligeså reelle og en måde at flytte ydre muligheder på, fordi den indre beredthed er ændret.
Denne overgangstilstand fra ét socialt og geografisk rum ud mod andre rum og fra ét indre område til andre indre områder i en selv er et af de centrale temaer - en overgangstilstand der i barndom og ungdom bliver som en febertilstand, en følelsesmæssig og social krisetilstand, hvor alt flytter sig, alt flyder og alt samtidig opleves særlig intenst.
Man er ikke blot. Man er den, man hele tiden bliver.
Anmeldelser
Om de fire offentliggjorte kortromaner har anmelderne bl.a. skrevet:
”I det ydre er personerne på flugt fra et socialt liv, der er endt i fordærv og udstødelse. I det indre er de på vej mod liv og nærvær og fylde. Det er så spændende som i en kriminalroman, hvad det er, der driver dem afsted, hvordan de langsomt begynder at blomstre og hvad de når til… en stærk og kunstnerisk vellykket søgen efter et sted at overleve… udtrykket står smukt og udfoldet.” Niels Mors Nielsen, Information.
”Der er over visse passager… en mildhed og elskelig livstolkning, man sent glemmer.” Vendsyssel Tidende.
”… lavmælt insisteren på at fastholde livslyst og nærvær som udgangspunkt for at komme videre.” Henning Mørch Sørensen, BUM.
”… en meget spændende og dybt bevægende beretning om to store børn… fyldt med præcise sansninger og bevidste spil mellem personerne… og man sidder til allersidst tilbage med en isnende uvis fornemmelse af skæbne.” Ingerlise Koefoed, Politiken.
”Fortælleteknisk er det … nærmest at ligne ved en mosaik, hvis enkelte brikker bidrager til et billede, der fortæller om undertrykkelse, overgreb og flugt, men også ukuelighed og hjemhørighed.” Irene Sloth Sørensen, Indbindingscentralen.
”Beskrivelsen er stilfærdig, men intens og realistisk… Beretningen er en fin indlevelse i de spændinger, der kan opstå under medvirken af naturkræfterne.” E. Skov Holst, Indbindingscentralen.
”Bogen er så kærlig og solidarisk, at man først bagefter opdager, hvor grum en verden, den egentlig ridser op.” Steffen Larsen, Aktuelt.
”Bag den hårde facade aner man forsømtheden, følsomheden og fortvivlelsen… Bogen er en række præcist tegnede øjebliksbilleder, næsten som en dokumentarfilm.” Knud Brøgger, Børn i Tiden.
”… en dybtgående socialpsykologisk analyse, der får væsentligt flere og væsentligt mere nuancerede sammenhænge med omkring ungdomssituationen end man plejer at støde på.” Niels Mors Nielsen, Information.
Til Hugo Hørlych Karlsen
Til top
___________________________________________________
| 
